Jakob Dybdal sletter 32 år gammel dansk rekord!

 

Dybdal

Jakob Dybdal Abrahamsen, årg. 1994, omsatte lørdag ved det traditionsrige BMC Grand Prix i Watford et imponerende træningsforår til en formidabel personlig rekord på 3000 m forhindring. Jakob skar over syv sekunder af sin personlige rekord, som nu lyder 8:52,03 min. Med præstationen slettede han en 32 år gammel årgangsrekord (20 år) og er nu blot fire sekunder fra Ole Hesselbjergs(Sparta) U23-rekord. 

 

Jakob melder selv at han følte sig stærk til løbet og tror på at han i løbet af sæsonen kan nappe U23 rekorden også.

Jakob har gennem vinteren og foråret vist en fantastisk træningsvilje og har blandt andet investeret i en Cross-trainer for at kunne give træningen lidt ekstra på de dage, hvor benene havde fået nok løb.
På Elitekraftcenter vests træningslejr i Påsken kunne Jakob den første uge skrive 200! km i træningsbogen – inkl. 5 kvalitetspas!

”Som træner ser jeg mange der gerne vil gerne træne meget og hårdt. Men det helt særlige ved Jakob er, at han kan holde til det. Kan Jakob vedholde den hårde træning uden at gå i stykker (læs: han skal lytte til kroppen og passe på sig selv), falder U23 rekorden snart. Sekunderne ligger i passagen af forhindringerne. Det har vi naturligvis fokus på frem mod de kommende løb” siger Laust Bengtsen.

Jakobs næste løb er indledende runde af Danmarksturneringen 31. maj.
Men en mulig start i Belgien dagen inden kunne også være på ønskesedlen.

top